Er du lige blevet medlem?
Vi holder møde hver tirsdag kl. 19 i Amaliegade 27, Aarhus C.
Husk at du kan betale kontingent via PBS, nemmere for dig og billigere for DSU Aarhus.



Nyhedsbrev september 2008
Hvor:
Hvornår: Uge 35 - mandag d. 01. september 2008, kl. 17:00


Kære medlem af DSU Århus

Sommerferien er snart ved at være slut og en ny sæson skal til at begynde. Det sidste halve år har på mange måder været begivenhedsrigt.

På nationalt plan har vi fået valgt en ny forbundsformand (Peter Humlegaard Thomsen), en ny forbundssekretær (Louise Juul Jensen) samt en helt ny styrelse. Fra Århus er Lars Hansen blevet valgt til styrelsen og blevet formand for det politiske udvalg.

På regional plan er der også sket store forandringer. Den tidligere kassér i Århus, Allan Gjersbøl er blevet valgt som regionsformand og arbejder nu hårdt på at få skabt en sammenhængende og velfungerende region.

I Århus er der også sket meget. Efter Allan Gjersbøl blev valgt som regionsformand er han trådt ud af bestyrelsen i DSU Århus, hvor Daniel Videbæk nu har overtaget pladsen.

Vi har i den forgangne sæson haft nogle spændende møder, hvor interessante oplægsholdere som Christian Bjørnskov (medlem af CEPOS), Poul Nielsen (instruktor i videnskabsteori) samt mange andre, har givet os nye vinkler på nogle af de problemstillinger samfundet står overfor i dag.

Det er især værd at fremhæve temaet ”Den skæve klode” som vi afholdt sidst på sæsonen. Vi har igennem lang tid prøvet at udvikle tema-formen, og med dette tema prøvede vi at sende en appetitvækker ud, i form af et temablad med artikler og information om emnet. Temaet blev afsluttet med et lørdagsarrangement og en fest.
Dette tema var på mange måder rigtig godt, fordi vi kom omkring mange problemstillinger inden for temaet, men mange ting skal også læres og forbedres til næste gang, men det var et skridt i den rigtige retning og denne form for møder vil vi prøve at arbejde videre på til næste gang der skal laves temaer i DSU Århus.
Lørdagsarrangementet var en anderledes afslutning, som denne gang måtte ’nøjes’ med kun at udgøre en halv succes. Vi nåede ikke det faglige indhold vi havde planlagt, men til gengæld havde vi en rigtig hyggelig lørdag på det sociale plan for dem der var mødt op – og det var det hele værd. Desuden skal det også nævnes at vi i løbet af temalørdagen samlede omkring 300 kr. ind til LO’s projekter i fattige lande, gennem ’afrikansk lotteri’ og salg fra Berta. Det er DSU Århus stolte over at kunne bidrage med.

Der skal lyde en stor tak til Signe Christiansen, som har været tovholder på dette tema, som har nydt stor respekt både i og uden for organisationen.

En stor del af sidste sæson er også gået med kongres. Vi har i DSU Århus brugt mange møder på at gennemgå kongresoplæget, diskutere det igennem og ikke mindst skrive ændringsforslag til det. Vi kan være stolte af os selv - vi fik skrevet mange gode forslag og fik en stor del igennem på kongressen. Tak til de delegerede på og uden for talerstolen.

Udover det officielle ændringsforslags-skriveri, er der også fra bestyrelsens side brug utallige timer bag kulissen for at sikre at ledelsen og styrelsen blev sammensat rigtig, med en fornuftig fremtid i. Selvom kongressen ikke forløb 100 procent som vi havde ønsket os, må det overordnet siges at det resultat der kom ude er fornuftigt, og som vi har store forventninger til.

Som beskrevet har det været et begivenhedsrigt halvår vi har været igennem, men det kommer uden tvivl til at blive ligeså spændende det vi nu skal til at begynde på. Vi starter tirsdag den 2.september med et velkommen tilbage møde, hvor vi vil snakke om hvad der er sket i verden og Danmark hen over sommeren. Vi vil ligeledes se på den nye sæsons aktivitetskalender, om forventninger og formål, og selvfølgelig hilse på gamle venner og byde nye velkommen efter en dejlig lang sommerferie.

Denne sæson vil byde på møder om fattige børn i Danmark, et delt sundhedsvæsen, det amerikanske præsident valg og meget meget mere. Der vil i løbet af de næste dage kunne findes en aktivitets kalender på hjemmesiden med information om de enkelte møder, fester og hvad der ellers kommer til at ske i DSU Århus.

Udover de traditionelle tirsdagsmøder vil bestyrelsen også igangsætte to stører projekter; U16 og faglige møder. Vi vil prøve at skabe et bredere DSU Århus, og er nået til den erkendelse at det kan være svært at lave ét møde der tilfredsstiller både folkeskoleelever, gymnasieelever, universitetsstuderende og faglige på én gang. Vi prøver derfor at lave nogle ekstra møder, som er målrettet folkeskoleelever (U16) og møder som er målrettet de faglige på de tekniske skoler. Dette skal ikke ses som en opdeling af DSU Århus, men en måde hvorpå medlemmerne kan få en nemmere tilgang til DSU Århus. Så hvis tirsdagsmøderne ikke lige er den måde man har lyst til at være DSU’er på, er der alternativer så man stadig kan være politisk aktiv.

Hvordan disse Faglige og U16 møder skal skrues sammen er endnu ikke besluttet. Der er taget kontakt til folk i fagbevægelsen og andre der har en tilgang til de to gruppe. De skal hjælpe os med at få skabt disse møder så de passer til medlemmerne. Hvis du sidder inde med idéer, eller har lyst til at være med til at udvikle disse møder, vil vi meget gerne have din hjælp.

Desuden vil vi lige så stille begynde at introducere begrebet ’fokusgrupper’ i DSU Århus – lyder det spædende? – så mød op til næste møde.

Dette var kort om hvad der er sket og vil ske i DSU Århus.

Jeg glæder mig meget til den nye sæson, og håber at se mange til vores møder.

Slutteligt vil jeg minde om at følge med på hjemmesiden (www.dsuaarhus.dk) samt vores facebook-gruppe, hvor man kan følge med i nyheder, billeder og andre interessante ting.


De bedste hilsner
Rene Andersen
Formand DSU Århus


Lokale aktiviteter
tir. d. 28. maj. - kl. 19:00
TIL ARBEJDET LIV ELLER DØD
søn. d. 28. jul. - kl. 10:50
DSU på JOBPATRULJE
Arkiv »