Weekendkursus II_2012 Hvor: Gadsbølle Hvornår: Uge 39 - fredag d. 28. september 2012, kl. 18:00 Weekendkursus II
Weekendkursus II afholdes den 28. til 30. september 2012, og indeholder følgende kurser:
”Introkursus”
Er du lige blevet medlem, eller overvejer du at melde dig ind i DSU? Vil du gerne vide hvad DSU er og hvad det vil sige at være politisk aktiv? Vil du gerne lære en masse nyt om politik og få en masse nye venner? Så er dette kursus lige noget for dig! På dette kursus vil vi komme omkring både dansk og international politik, få hold på ideologierne, partierne, visionerne og kronerne og lære at navigere i DSU’s labyrint af bestyrelser, udvalg og mærkelige forkortelser. Vi skal selvfølgelig også have det sjovt og lære hinanden at kende.
Kurset henvender sig til nye og kommende medlemmer af DSU.
”Danmark som krigsnation”
Siden 1990’erne er Danmark blevet en krigsførende nation. Krigene i Irak og Afghanistan har kostet mange danske soldater livet og mange er kommet hjem med fysiske og psykiske mén. I fremtiden vil Danmark måske skulle være klar til at deltage i nye internationale aktioner sammen med vores allierede. På kurset vil vi diskutere alt fra Danmark rolle i det internationale samfund, organiseringen af det danske forsvar i fremtiden og vilkårene for danske soldater både ude og hjemme.
Kurset henvender sig til erfarne medlemmer.
”I partiets navn!”
Intet Socialdemokrati uden DSU. Men hvordan står det egentlig til med vores kære moderparti? Består partiforeningerne kun af medlemmer på 60+? Er det ikke på tide, at DSU sikrer fremtidens Socialdemokrati? På dette kursus får du en række organisatoriske færdigheder til at engagere dig i din lokale partiforening, kredsbestyrelse, fællesledelse eller regionsbestyrelse. Kurset vil forsøge at nytænke måden, hvorpå vi engagerer hinanden i partiorganisationen og sikrer lokal DSU-indflydelse. Et generationsskifte er uundgåeligt og sikres bedst ved unge socialdemokrater, der er parate til medansvar.
Kurset henvender sig til alle, der har lyst til at engagere sig lokalt i sin partiforening og er klar på en aktiv weekend.
”VM i erhvervsuddannelser”
Erhvervsuddannelserne i Danmark uddanner nogle af de bedste håndværkere i verden, men samtidig bliver de også kaldt en skraldespand for dem, der ikke var gode nok til at gå i gymnasiet. Hvordan sikrer vi, at de danske faglærte forsat er blandt de allerbedste i hele verden? Hvordan skaber vi erhvervsuddannelser der sikrer, at Danmark i fremtiden skal kunne konkurrere med resten af verden på trods af vores gode og dyre arbejds- og lønforhold? Hvad gør vi egentligt ved de lærerfri timer og ved alle dem der ikke kan finde en læreplads? På dette kursus skal vi diskutere udfordringerne for erhvervsuddannelserne og komme med bud på hvordan vi sikrer verdens bedste erhvervsuddannelser.
Kurset henvender sig til alle, der har lyst til at diskutere erhvervsuddannelser. Kurset vil være mere orienteret mod andre læringsstile end almindelig tavleundervisning.
”Alle konflikters moder”
I over 50 år har Israel-Palæstina konflikten raseret. Konflikten er blevet kaldt ”alle konflikters moder”, da den er blevet omdrejningspunkt for en række andre konflikter både i regionen og på det internationale plan. På trods af utallige forsøg på at skabe fred, er det endnu ikke lykkes. Skal Palæstina anerkendes som selvstændig stat? Stopper de israelske bosættelser nogensinde? Er det overhovedet muligt at skabe fred mellem Israel og Palæstina? Dette kursus vil både gennemgå den historiske udvikling i konflikten, sætte fokus på de utallige fredsforhandlinger og beskæftige sig med den aktuelle diskussion om anerkendelse af Palæstina. Deltag på kurset for at få indblik i konflikten og vær med til at diskutere, hvad der skal til for at konflikten kan få en fredelig løsning.
Kurset henvender sig til alle.
”Let’s talk about sex, baby!
Youporn, Redtube og andre pornosider præger mange unges syn på sex. Nogle sexologer hævder, at den lette adgang til porno giver forvredne kvindeidealer og en fejlagtig opfattelse af sex. På kurset diskuterer vi unges forhold til sex og kommer med bud på fremtidens seksualundervisning for unge. Vi sætter også fokus på stigningen i antallet af unge, der er smittede med en kønssygdom, og hvordan DSU kan gå forrest i kampen for sikker sex!
Kurset henvender sig til alle.”
![]() |