Velfærdspolitisk tema!

 

Sidste år lancerede regeringen sin stort opsatte kvalitetsreform af den offentlige sektor. Reformen blev omgående skudt ned af oppositionen, som kaldte den et populistisk forsøg på at aflede opmærksomheden fra de mange problemer, som i den seneste tid har raseret den offentlige sektor. Dårlige forhold på landets plejehjem, kræftskandalen, nedslidte jernbaner, gamle fødevarer og senest de skandaløse forhold på Strandvænget. Uanset hvad regeringens motiver til en kvalitetsreform måtte være, er der dog god grund til at DSU tager tråden op og leverer sit eget bud på, hvordan velfærdsservicen i fremtiden skal sammensættes. Vi står vi over for store udfordringer i de kommende år, som ikke bare kan løses ved at hæve skatten og pumpe flere penge i den offentlige sektor. Vi bør derfor tage fat på nogle af de helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal det offentlige sørge for, og hvad skal det private tage sig af? Og hvordan skal den offentlige service leveres? Skal det fortsat være den offentlige sektor som står for hovedparten, eller kan man tænke sig en større rolle til det private? Vi vil på de to første møder høre to bud på, hvordan velfærdssamfundet bør indrette sig i fremtiden. På det tredje møde vil afsætte en hel aften til, at formulere vores eget bud på hvordan vi i fremtiden kan sikre velfærden i Danmark.

 

Er der hænder nok?

Et af de helt store spørgsmål i de seneste års danske velfærdsdebat har været spørgsmålet om, hvorvidt der vil være nok uddannede til at varetage opgaver i den offentlige sektor. Problemet skyldes den ændrede demografiske sammensætning, hvor der bliver flere ældre og færre yngre. Hvad hjælper det, at vi har masser af penge i statskassen, hvis der ikke er nogen folkeskolelærere til at undervise børnene, ingen læger til at tage sig af de syge, og ingen hjemmehjælper til at passe de gamle? I dag er næsten halvdelen af de offentligt ansatte over 50 år, og går derfor på efterløn eller pension inden for en overskuelig fremtid. Skal opgaverne løses, kræver det derfor dels at der i de kommende år rekrutteres ny arbejdskraft til den offentlige sektor, dels at de ansatte i den offentlige sektor motiveres til at blive længere på arbejdsmarkedet. Der har i den seneste tid været talt meget om, at det er lavstatus at arbejde i den offentlige sektor. Hvordan vender vi den udvikling, så unge mennesker igen i stor stil søger til den offentlige sektor? Et andet sted at sætte ind er i forhold til at forbedre det offentlige arbejdsmiljø. Langt størstedelen af dem, som trækker sig tilbage på efterløn eller førtidspension, er offentligt ansatte. Endelig har det været diskuteret, om man kan løse problemet med manglede arbejdskraft gennem øget indvandring. Det er dog meget omdiskuteret hvorvidt øget indvandring kan løse problemet eller blot vil forværre det.

 

Kontrol eller frihed?

Et centralt stridspunkt er spørgsmålet om, hvor meget staten skal blande sig i de opgaver, kommunerne har ansvaret for, fx folkeskolen, børnepasning og ældrepleje. I de seneste år har Venstre og Socialdemokraterne konkurreret om hvem der kunne stille flest krav til kommunerne og de offentligt ansatte, hvad end man nu har kaldt det mindstekrav, minimumsstandarder eller kvalitetsrettigheder. På den ene side kan mindstekrav synes som en god idé, fordi de sikrer at alle borgere får en offentlig service af en bestemt kvalitet, uanset om de bor i Frederikshavn eller Frederikssund. Men hver gang man indfører nye mindstekrav, indfører man også mere kontrol, mere papirarbejde og mindre frihed til kommunerne og de offentligt ansatte, som står med den daglige kontakt til borgerne. Mange offentligt ansatte føler, at de bruger mere tid på at udfylde formularer og evalueringer end på at udføre det job de er uddannet til, fx at passe børn, undervise elever eller pleje ældre. Dermed risikerer man, at de offentligt ansattes fokus ikke længere er på hvordan man giver Fru Jensen en god og indholdsrig hverdag, men i stedet på hvordan man overholder regeringens krav og regler. Det er jo ikke sikkert, at alle ældre i alle kommuner har samme ønsker til den offentlige service. De Radikale valgte med deres oplæg til en reform at gå i den stik modsatte retning af både regeringen og Socialdemokraterne. I stedet for en kvalitetsreform valgte de at tale om en ”tillidsreform”, hvor man i stedet for øget kontrol og papirarbejde giver de offentlige medarbejdere mere frihed til at tilrettelægge deres arbejde ud fra borgernes ønsker. Det handler altså grundlæggende om at finde en balance, hvor staten på den ene side sørger for, at de opgaver man lægger ud til kommunerne løses på en tilfredsstillende måde. På den anden side må staten dog også sikre, at kommunerne kan udnytte det faktum at de er tæt på borgerne, og give de offentligt ansatte frihed til at tilrettelægge deres indsats i samarbejde med borgerne. Den balance ser det desværre ikke ud til, at Socialdemokraterne har fundet.

 

Hvem skal levere servicen?

Der har i de seneste årtier hersket en voldsom debat om, hvem der skal levere den offentlige service. Skal det fortsat være den offentlige sektor som står for størstedelen af ydelserne, eller skal det private i højere grad inddrages? Der er bred enighed om, at der i et velfærdssamfund skal være solidarisk finansiering, så det offentlige betaler for ydelserne. Men skal det nu også nødvendigvis være det offentlige som producere ydelserne, eller vil det være mere effektivt, hvis det offentlige bestilte private firmaer til at levere hjemmehjælp, børnepasning og hospitalsophold? Privatisering, udlicitering, fritvalgsordninger og forsikringsmodeller har været foreslået som alternativer til en stor offentlig sektor. Fordelene ved disse alternativer er, at de giver den enkelte borger større valgfrihed, så borgeren kan vælge de tilbud han ønsker. Er man utilfreds med den hjemmehjælpsservice der leveres, kan man vælge noget andet. Sådan er det når man køber mad, så hvorfor ikke når man køber hjemmehjælp? Samtidig er det et vigtigt konkurrenceelement i mange af disse modeller, idet forskellige private og offentlige aktører kan konkurrere om hvem som bedst levere et produkt, hvilket kan gøre kvaliteten bedre og prisen lavere. Men i praksis viser det sig ofte, at løsningerne faktisk er meget dyrere end offentlig produktion. I Danmark har vi set hvordan fritvalgsordningen har betydet utrolig mange penge til administration, og meget få penge til service. De private skummer fløden og tager de ”gode” klienter, mens det offentlige står tilbage med alle de vanskelige. Mange kommuner har haft dårlige erfaringer med udlicitering, hvor privates overtalelse af arbejdet har betydet dårligere service, dårligere arbejdsforhold og lavere løn til de ansatte. Borgerne har svært ved at gennemskue, hvilken udbyder der leverer den bedste service. I USA, hvor man baserer langt hovedparten af sundhedssystemet på forsikringsordninger, er udgifterne til sundhedsydelser dobbelt så høje som gennemsnittet er i Danmark og de fleste andre europæiske lande. Spørgsmålet er imidlertid, om man ikke kan indrette modellerne så man kan nyde godt af gevinsterne, såsom mere frihed og øget konkurrence, men samtidig kan undgå de negative konsekvenser?

 

Hvor stor skal den offentlige sektor være?

I dag udgør de offentlige serviceudgifter ca. 26 % af bruttonationalproduktet. Skal de offentlige udgifter i fremtiden udgøre en lige så stor del af samfundskagen som i dag, skal de udgøre mindre, eller skal de udgøre det samme? I 2001 vedtog SR-regeringen, med Mogens Lykketoft og Marianne Jelved som chefarkitekter, den såkaldte 2010-plan. Den fastlagde, at den offentlige vækst i årene frem til 2010 skulle være på 0,5 %. Det lyder jo meget godt, men når den samlede samfundskage årligt vokser med ca. 2 %, betyder det jo, at de offentlige udgifter langsomt udhules til fordel for det private. Selv en vækst på 0,5 % kan faktisk vise sig at være en nedskæring, da 2/3 af de offentlige udgifter går til lønninger, som årligt stiger med væsentligt mere end 0,5 %. VK-regeringen har videreført 2010-planen, men har måttet opgive det stramme krav om en vækst på 0,5 %. Ikke desto mindre er der dog tale om en meget stram plan, der fortsat ikke lader det offentlige forbrug stige i takt med den generelle vækst i samfundet. Når regeringen siger, at man har givet 31 mia. mere til den offentlige sektor, dækker det reelt over, at man har ladet det offentlige forbrug vokse med væsentligt mindre end det private. Men hvorfor skal de offentlige udgifter følge BNP-væksten? Når folk oplever en personlig økonomisk fremgang, stiller de også større krav til kvaliteten i det offentlige. Har man lige fået en ny computer derhjemme, kan det være svært at forstå, hvorfor den lokale folkeskole er udstyret med en stribe af fortidslevn, der burde være kasseret for længst. Kravene om nyt og moderne udstyr på de offentlige institutioner stiger, når folk selv for råd til mere. Skal folk fortsat have tillid til, at det offentlige kan levere en god og tidssvarende service, må man derfor også være få andel i den generelle vækst i samfundet. Men kan vi bare lade det offentlige forbrug stige uhæmmet? Det er i høj grad i det private, at de økonomiske værdier og forudsætningen for vores velfærd skabes. Spørgsmålet er, om man ved at lade den offentlige vækst stige på bekostning af det private, ikke risikerer at æde den hånd som fodrer os.

 

 

Disse og mange andre emner vil vi forsøge at berøre i løbet af de tre temamøder. Det er målet, at der på mødet 8. maj kan vedtages en række politiske udtalelser, som vil blive sendt til DSU’s Forbundsstyrelse. Bliver udtalelserne vedtaget af Forbundsstyrelsen, er det officielt DSU-politik!

 

Hvis du kunne tænke dig at arbejde med et af emnerne, har lyst til at gå i dybden med et helt andet aspekt af den offentlige service, eller har spørgsmål / kommentarer til forløbet, er du meget velkommen til at sende en mail til lh@dsu.net.

 

Nyttige links:

 

Rasmus Prehns hjemmeside

http://www.rasmusprehn.dk/

 

Kasper Hyllesteds hjemmeside

http://www.hyllested.net/

 

Regeringens oplæg til en kvalitetsreform

http://www.kvalitetsreform.dk/

 

Velfærdskommissionens Rapport

http://www.velfaerd.dk/

 

Det Økonomiske Råd – ”Vismændene”

http://www.dors.dk/

 

De Radikale forslag om en tillidsreform

http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?id=8191/

 

Eksperter kritiserer kvalitetsreformen

http://www.ugebreveta4.dk/smcms/Ugebrevet/10046/12336/12355/Index.htm?ID=12355/